I min egenskab af ung operaelsker er jeg af Det Kongelige Teater blevet inviteret til fejringen af European Opera Days i Paris, i anledning af operaens 400-års jubilæum. Operaen som kunstart forstås. Det er selvfølgelig lidt af en tilsnigelse sådan at sætte fødselsår på en kunstart og folkene bag arrangementet formulerer sig da også lidt forsigtigt: ”The first opera still performed today was La favola d’Orfeo (The Legend of Orpheus), composed by Monteverdi in 1607, 400 years ago”.
Konferencen jeg skal deltage i løber af stablen 16.-18. februar på Bastille-operaen, hvor et utal af professionelle (sangere, operachefer, instruktører, komponister etc.) vil foredrage og diskutere opera med de mange deltagere.
De tre dage har henholdsvis overskrifterne “Opera’s European Heritage”, “Working for and with New Publics” og “The Future of Opera”.
Overordnet synes arrangørerne at være meget optaget af, hvor operaen er på vej hen og med hvilket publikum. Denne vinkel har nok også været afgørende for, at deltagerne alle er under 30. Der er både lagt op til meget generelle diskussioner som “Is there a future for opera?”, og mere konkrete bud på fremtidens operarum med emner som “Modern technology and opera” og “Attracting young adults to the opera”. Sidstnævnte debat har Kasper Bech Holten ved roret, så mon ikke ungopera.dk vil blive diskuteret.
For ungopera.dk har operaens fremtid en selvindlysende interesse, og jeg vil derfor rapportere hjem fra konferencen, og forsøge at viderebringe indholdet af de diskussioner, jeg deltager i. Forhåbentlig kan debatten så fortsætte blandt jer og i ungopera.dk’s forum.
Jeg vil naturligvis også anmelde de to forestillinger, jeg skal se, mens jeg er i Paris: La Juive (Jødinden) af Jacques Halévy og Don Giovanni af W.A. Mozart.
Den første glæder jeg mig til, fordi den er ukendt for mig og derfor vil åbne noget nyt. Operaen bliver instrueret af Pierre Audi, som er chef for De Nederlandse Opera i Amsterdam, hvor han har iscenesat deres Niebelungens Ring. Det skal blive spændende at se og høre, hvad han og dirigenten Daniel Oren præsenterer publikum for med La Juive.
Den anden glæder jeg mig til, fordi det er en af mine yndlingsoperaer, og fordi den er iscenesat af instruktøren Michael Haneke, som nogle af jer måske kender for filmen Pianisten. Og så selvfølgelig fordi der er en række fantastiske sangere på rollelisten - ikke mindst svenske Peter Mattei i hovedrollen. Jeg glæder mig til at se, hvad de får ud af dette ikoniske værk.
I kan læse mere om European Opera Days her: www.operadays.eu
Og så glæder jeg mig til at høre, hvad I oplever i København, mens jeg er i Paris. European Opera Days bliver nemlig også afholdt på Det Kongelige Teater. Det kan I læse mere om her:
http://www.kglteater.dk/Forestillinger/Opera/06_07/Aabent%20hus%20i%20Operaen.aspx
Mange hilsener fra jeres snart udsendte,
Anna Schram Vejlby