Fredag aften (16. februar) var jeg og mange andre delegerede til premieren på Jacques Halévys La Juive (Jødinden) fra 1835 på Bastillen.

Historien er lettere kringlet: Vi er i året 1414. Jøden Éléazar er i konstant klammeri med det omkringliggende kristne samfund. Operaen begynder med, at han får en dødsdom på halsen fordi han arbejder i sit guldsmedeværksted om søndagen. Han bliver dog reddet af den fromme og tilgivende kardinal Brogni, og Éléazar kan tage hjem i live med sin datter Rachel.

Rachel elsker i hemmelighed Samuel, og han hende. Hvad hun ikke ved er, at Samuel i virkeligheden hedder Léopold og er en kristen prins.
I løbet af operaen bliver det selvfølgelig afsløret til både Rachel og Éléazars rædsel. De accepterer alligevel Léopold som så til gengæld ikke kan klare presset og forlader den knuste Rachel.
Prinsesse Eudoxie er på udkig efter en gave til sin mand som netop har vundet et vigtigt slag. Sådan en gave finder hun hos jøden. Dagen efter overrækker hun gaven, en svær guldkæde, til sin mand, som til Rachels yderligere rædsel viser sig at være Léopold. Hun anklager ham offentligt for at have haft et forhold med en jødinde, hende selv. En handling der betyder døden for dem begge… og Éléazar nu de er i gang.
Kardinal Brogni træder nu igen til. Han trygler far og datter om at konvertere for at redde livet og sjælen. De nægter begge. Til gengæld trækker Rachel sin anklage tilbage så Léopold kan gå fri.
I fængslet fortæller Éléazar kardinalen at han kender til en mand, der reddede kardinalens spæde datter fra en brand i Rom mange år tidligere før kardinalen blev præst. Kardinalen troede datteren var død i branden. Éléazar vil som hævn over de kristne, repræsenteret af kardinalen, ikke fortælle hvem redningsmanden var og hvor datteren befinder sig.
Først da Rachel er blevet henrettet afslører han, at hun var kardinalens datter hvorefter han selv dør!

Denne lille synopsis fordi operaen opføres sjældent. Jeg kendte ikke selv til den på forhånd. Og hvor var den dog lang! Musikken var drømmende og skred frem uden særlig mange typiske arier. Wagern elskede efter sigende La Juive. Jeg foretrækker Wagner… musikken rørte mig ikke synderligt. Det blev heldigvis bedre som værket skred frem, måske fordi jeg tunede ind, men kun enkelte steder blev jeg for alvor rørt.

Til gengæld var sangerne rigtigt gode. Neil Shicoff sang Éléazar, og selvom han må være en ældre herre var der masser af energi og skønhed i stemmen. Det var pudsigt at have en tenor i faderrollen og jeg blev adskillige gange overrasket over den lyse stemme.
Rachel (sopran) blev sunget godt af Anna Caterina Antonacci. Jeg var ikke så optaget af hendes stemme, men det var jeg til gengæld af Annick Massis’. Hun sang prinsesse Eudoxie (sopran) så jeg fik gåsehud af det. Det var også meget smukt, når de to damer sang sammen.
Robert Lloyd sang kardinal Brogni (bas) og det var super! Meget autoritet og skønhed.
John Osborn sang Léopold og med ham havde jeg det lidt, som jeg havde det med Rachel. Ingen smalle steder, men han gjorde heller ikke det store indtryk på mig.
Daniel Oren dirigerede os godt i gennem aftenen.

Scenografien mindede om noget tegneserietegneren Moebius kunne have fundet på. Store stålkonstruktioner som gotisk arkitektur blandet op med jernarmering i et højhus fra 1930’erne. Der blev vandret meget op og ned og mellem disse konstruktioner. I nogel af akterne var de erstattet af lignende strukturer, men i glas. Jeg blev mindet om Fragglernes yndlingsspise, men bortset fra det var det meget smukt. I sidste akt løftedes konstruktionerne og en række kæmpe krystaller lå og lyste på gulvet.
Jeg synes scenografien var flot, men desværre kom den ikke fuldt til sin ret da lysfolkene havde valgt at strejke denne aften. Lyset var derfor begrænset og ucharmerende.

Instruktionen var noget bleg. Ikke at librettoen gav instruktør Pierre Audi meget at arbejde med, men som allerede sagt – megen vandren blev det til og så ikke så meget andet. Historien var totalt tynd og det blev ikke bedre af, at jøden gik rundt i skyggerne som en anden Shylocksk pukkelryg fra Nôtre Dame (eller Mantova måske?) iklædt fuldskæg og kalot. Rachel fik lov at være artig pige i beige og havde tilsyneladende ikke fået nogen særlig instruktion. Jeg forstår at Audi ville holde sig i baggrunden men resultatet var, at religionskonflikten forblev sort/hvid uden nogen som helst hints til nutidige konflikter andet end hvad man selv kunne tænke sig til. Hvilket selvfølgelig er et valg. Et valg, jeg ærgrede mig over, fordi man som beskuer blot fik historien leveret til egen dissektion uden nogen retningsangivelse. Man sad tilbage med det værste spørgsmål man som publikum kan sidde tilbage med: Hvorfor satte de det værk op?

Så min aften blev reddet af gode sangere, som desværre hverken havde en historie eller en komposition, der tilskyndede til uforglemmelige øjeblikke.

Opéra national de Paris har været så generøse at lægge tre klip fra forestillingen på nettet. Så kan I selv se og høre lidt af det. Kvaliteten er ikke helt i top, men et indtryk kan man da få. Klik her.

/anna