Fredag 16. februar: Konferencen European Opera Days begyndte i dag. Jeg ankom til Bastilleoperaen ved 13-tiden og indskrev mig, fik navneskilt, program og billetter. Kasper Bech Holten og Audun Iversen ankom lidt senere, og vi snakkede kort sammen om konferencens mål og vores rolle som unge delegerede. Audun er norsk og baryton og går på 2. år på Opera Akademiet og er ligesom jeg udsendt af Det Kongelige Teater.

Dagens program var ret officielt. Gerard Mortier, chef for Opéra national de Paris og den franske kulturminister Renaud Donnedieu de Vabres holdt åbningstalerne, og så talte den franske økonom og forfatter Jacques Attali om operaens rolle i samfundet.

Talen var ret pessimistisk. Europa i krise, operaen i krise. Han mente, at operaen lukkede døren til verden efter 1. verdenskrig og forvandlede sig fra samfundsspejl til mindespejl, der reflekterer en gloriøs fortid, men ikke vil kendes ved sin samtid. Her talte han om operaen som komposition ikke som iscenesættelse. Han mente bestemt, at opførelsen af opera har det rigtig godt, især i Europa, men han var meget bekymret over, at der ikke blev skrevet ny opera i stor stil. Uden nyt kan publikum ikke deltage i kunstarten eller dyrke den kreativt. Noget som ellers er oplagt i en tid, hvor forbrugere er blevet aktive forbrugere, der selv former og udvikler de varer, de investerer i. Hans spørgsmål til forsamlingen (vel især operacheferne) var om de ønskede at forblive kuratorer på et museum over fortidens genstande eller om de ville fremme kreativ tænkning hos både komponister og publikum.

Det var en lærd og interessant tale. På den ene side er det let at give Attali ret i at opera også skal skrives nu og skal forholde sig til vores samtid. På den anden side synes jeg, han undervurderede iscenesættelsens magt og muligheder. Jeg mener, at en gammel opera sagtens kan iscenesættes så den siger en hel del om vor tids problemer, konflikter og samfund. Jeg mener, det er relevant at gøre det, og hvis instruktøren er dygtig kan det gøres så overbevisende, at man skulle tro historien var skrevet i går. Men det ændrer selvfølgelig ikke på, at ny opera også er yderst relevant.

Så var der kaffe. Kasper og hans kollega Peter de Caluwe, den kommende chef for La Monnaie-operaen i Bruxelles, samlede de unge deltagere og fortalte os, at de håbede, vi ville kapre konferencen, tage ordet, fortælle de gamle, hvad unge operaelskere sukker efter og hvad der kunne få andre unge til at blive operaelskere.

Sidste samling havde overskriften ”Opera, mirror of Europe’s diverse identity”. Der blev indledt med en videotransmitteret tale ved præsidenten for Europakommissionen, José Manuel Barroso. Tilstede var et panel bestående af konferencens bagmænd: Francesco Ernani, chef for Roms opera og vicepræsident for Opera Europa (de europæiske operahuses organisation); Federico Mayor Zaragoza, præsident for Fedora (organisation for venneforeninger som Operaens venner); Gerard Mortier, chef for Paris’ operaer; Nicholas Payne , leder af Opera Europa.
Alle fire holdt de taler som jeg ikke skal referere her eftersom de mest var erklæringer om, hvad opera er (en kunstart, der forener andre kunstarter…), at de elsker opera, om deres organisationers formål og en bunke statistik. Ikke videre ophidsende.

Om aftenen var både Audun og jeg (og de fleste andre deltagere så vidt jeg kunne fornemme) til premieren på Jacques Fromental Halévys La Juive. Jeg anmelder den særskilt senere. Efter forestillingen drak vi en øl og diskuterede yndlingssangere, og så var vi mere end klar til at gå i seng!

/anna