Tredje dag, formiddag.
Ny teknoliogi, ambassadører og communities

Dagen begyndte for mit vedkommende i Amfiteatret, hvor emnet var ”Modern technology and opera”. I panelet var tre medarbejdere fra English National Opera: John Berry, Cathrine Sutton, Edward Gardner, samt Kasper Bech Holten som ordstyrer.
Alle (på nær Kasper) erklærede sig fra begyndelsen totalt uvidende om ny teknologi, og så glædede man sig da rigtig meget til at høre, hvad de kunne have at sige om emnet…
John Berry lagde ud og han fortalte om hvordan filminstruktøren Sally Potter i sit arbejde med en opsætning af Carmen ønsker at bruge interaktivitet for at mødes med publikum på nye måder. Det betyder blandt andet, at man vil kunne følge produktionens skabelse på internettet.

Catherine Sutton fra ENOs formidlingsafdeling fortalte om et nyt site under operaens hjemmeside: InsideOut, som skal vise operaen bag kulisserne. Det sker både med sanglektioner, film hvor man ser sceneskift, ture rundt i teatret og mulighed for at uploade egne optagelser af en arie, etc. I kan selv tage en tur her.

Dirigenten Edward Gardner var skeptisk overfor al denne interageren med publikum. Han mente, det kunne afmytologisere operaen og være problematisk for kunstnerne at skulle have Big Brother med sig i prøveforløbet.

Kasper spurgte til om man kunne tabe sin kerne, om det der kendetegner operaen ikke netop er, at det er svært at opføre og det må gøres af professionelle. Dette ift. muligheden for at uploade egen sang på InsideOut. Han mente, man burde fokusere på sin professionalisme i stedet for at signalere, at alle kan lave opera. Han spurgte videre til, om man virkelig ønskede publikums kommentarer til den kunstneriske proces (ville Verdi have skrevet gode operaer, hvis publikum havde kunnet kommentere undervejs?).
Berry svarede, at operahusene må holde op med at være kostbare, at de skal ud at møde publikum på nye måder.

En amerikansk tilhører (fra Opera America?) kom med en kommentar både jeg og mange af de andre unge tog til sig: At de interaktive løsninger kan virke til at specialisere publikum. Man får dermed et bedre publikum som i højere grad interesserer sig for operaen i deres hverdag og er i stand til at forstå opførelserne (på alle planer – musikalsk, scenisk). Derudover må operahusene give diskussionen fri. Fx ved at levere små film fra prøveforløbet eller opførelserne som man kan rippe og lægge på YouTube. Dermed flytter diskussionen sig fra operahusets regi til brugernes regi, og kommunikation mellem brugerne opstår, i stedet for traditionel envejskommunikation fra operahus til bruger.

Kaffepause annulleret.

I pausen mødtes de unge som aftalt dagen før. Vi ville forsøge at komme med bud på, hvad der kan få unge til at gå i operaen. At organisere sig som gruppe i stedet for enkeltpersoner syntes at være den eneste måde vi ville kunne trænge i gennem hos operachefer og andet operapersonale.

Vi blev overordnet enige om at lægge os fast på åbne løsninger uden alt for mange tekniske detaljer, og så delte vi os i mindre grupper for at alle kunne komme til orde.

I min gruppe diskuterede vi hvad der havde fået os til at gå i operaen de første gange. Mange var blevet trukket med af deres forældre, mens andre havde fundet ud af det på egen hånd eller sammen med venner. Fælles for alle var selvfølgelig en kærlighed til musikken, men derudover tiltrak iscenesættelserne som intellektuelle udfordringer og scenografi og kostumer som visuelle vidundere. Grunde der kunne gælde for alle operaelskere – ikke blot for de unge. Derfra talte vi meget om det at gå til opera som en social handling. Jeg fortalte om UngOpera og om hvor meget fællesskabet og venskabet med andre operaelskere har betydet for min fortsatte interesse.

Ambassadørfunktionen blev også diskuteret – altså at operahusene når de nurser deres fans i virkeligheden skaber ambassadører for huset og kunstarten. Ambassadører som trækker nye mennesker til.
Vi blev enige om at internettet byder på mange muligheder for at finde sociale fællesskaber og for ambassadørvirksomhed: MySpace kunne være en model. Vores ideal blev hurtigt UngOpera kombineret med sådan et ”community”.

Da vi igen samledes med de andre grupper kom der endnu flere bud på banen, selvom netværk forblev det vigtigste kodeord. Her en liste over forslag:

- Communities som Myspace.

- Kontaktpersoner i operahusene, en hjælpende hånd mellem huset og de unge (ift. aktive unge der gerne ville lave arrangementer)

- Kvalificering af allerede eksisterende publikum. Jf. interaktiv og anden kommunikation fra operahuset.

- Ambassadører.

- Flere muligheder for at møde andre operaelskere rundt i Europa.

Adskillige af disse punkter kan let hægtes sammen.

Man var desuden enige om, at flere billige billetter ikke er det bedste at bruge midler på. Der findes i de fleste operahuse rabatordninger for unge og man burde hellere kommunikere eksistensen af disse bedre ud til de unge. Det operapas Nicholas Payne foreslog dagen inden blev dermed skudt i sænk.

Udover community-ideen syntes jeg ”Den Hjælpende Hånd” fra operahuset var noget af det vigtigste. I UngOpera har vi allerede Ericae Alfhild Fomsgårds hjælpende hånd, og det er mere end de fleste operahuse kan byde på. Men jeg mener, hun burde have mere tid og flere midler til sin rådighed, så der var lidt flere anledninger for nye medlemmer til at komme i gang. Det stod klart i diskussionerne mellem de unge ved konferencen at Den Hjælpende Hånd især er vigtig i forhold til at komme i gang og skabe nyt publikum, mens forummet kan fastholde og udvikle ambassadører. Ambassadører der selvfølgelig vil trække nye til, som så kan overtages af Den Hjælpende Hånd, som så giver videre til forummet. Altså en vekselvirkning mellem strategier. Noget der allerede findes til en hvis grad i UngOpera, men som let kunne udvides og forbedres.

Det endte alt sammen med at Florian Burnat, formanden for Juvenilia, samlede op og gik i enrum for at skrive en tale til alle delegerede ved konferencens sidste møde.

Eftermiddagens strabadser følger!

/anna