Jeg så iscenesættelsen som yderst politisk og USA-fjendtlig. Den amerikanske tone blev slået an med Mickey Mouse-masker til alle ved bryllupsfesten (Vezzose mascherette fik en helt anden klang), men det var især til allersidst i operaen, at kritikken kom på banen for alvor.
Kommandøren var et uskyldigt offer. Don Giovanni stak ham ned uden at være blevet angrebet eller på anden måde fysisk provokeret. Liget blev placeret i en kontorstol og man så ham ikke før, han kom til middag. Selv i kirkegårdsscenen hørte man kun Kommandørens stemme. Da han skulle træde ind ved middagen, blev han, stadig siddende i stolen, kørt frem af de andre personer iført Mickey Mouse-maskerne, med en pose over hovedet, hvorpå hans gravskrift stod. Da Don Giovanni opslugtes af Helvedes flammer skete det ved, at alle medvirkende kastede ham ud af vinduet efter, han var blevet stukket ned af Donna Elvira.

For mig var det klart, at Haneke kritiserede et USA, hvor gengældelse og hiven uskyldige ofre frem gang på gang som undskyldning for at tage et øje for et øje er den fortsatte dagsorden. Don Giovanni var endda frygtelig usympatisk og var derfor et offer ingen ville græde over, men hvad blev der af menneskerettigheder og retfærd?

Vinduet han blev kylet ud af havde allerede tidligt i operaen været en vigtig kilde til portrætteringen af Don Giovanni, da han åbnede det, stillede sig op i vindueskarmen og syntes parat til at kaste sig ud. Et menneske, der måtte leve på kanten med andre ord. Ud over det var han en af de mest voldspsykopatiske Don’er jeg har set. Mindst to uhyggelige voldtægtsforsøg, det ene for øjnene af os, det andet på en aflåst bagtrappe (Zerina), hvor Masettos desperate redningsforsøg på effektiv vis højnede angsten for overgrebet på den anden side af døren.
Middagen var i al sin kølige mad-i-plastikbakke-fra-delikatesseforretning forfærdeligt foruroligende i sin dekadence med Don Giovanni, der smed om sig med maden, bøvsede og drak rødvin af flasken.

Musikalsk var det en pragtaften. Peter Mattei sang Don Giovanni med sin lette, lyriske og lækre stemme. Efter min mening tager han prisen som den bedste serenadesanger (hør bare hans og Daniel Hardings indspilning), og han havde komplet magt over både musik og skuespil.
Luca Pisaroni var ham en værdig tjener i rollen som Leporello. Deres stemmer passede fantastisk godt sammen og samspillet var perfekt. Og det med både hede kys og ituslåede flasker for halsen.
Christine Schäfer er en ny yndling for mig (se hendes Cherubino fra Salzburg i fjord). Hun sang Donna Anna smukt, smerteligt og med et interessant touch af kynisme.
Shawn Mathey som Don Ottavio gjorde Ottavio mere end værd at lytte til. Og så havde han endda det rette blege udseende. Han er en af de tenorer jeg kan holde rigtigt af.
Arpiné Rahdjian som Donna Elvira var på niveau, men sagde mig ikke helt så meget. Det samme gjaldt for Aleksandra Zamojska (Zerlina) og David Bizic. Altså ingen smalle steder…men de brændte ikke så meget igennem som de andre som dog også må betegnes som verdensstjerner eller næsten verdensstjerner.
Michael Güttler dirigerede operaens orkester uden de store falbelader. Lidt anonymt måske.

Jeg havde en fantastisk aften trods træthed efter dagens lange program. Instruktionen gjorde meget stort indtryk på mig. Vold, dekadence og subtilt ladede pauser gjorde sammen med den politiske vinkel operaen vedkommende og frygtindgydende. Dertil var sangerne så velcastede og velsyngende, at mine standarder alt i alt har fået et nyk opad. Godt gået, når man tænker på, at jeg opfatter denne opera som næsten uladsiggørlig i al sin kanoniske pragt.

/anna