Eftermiddag
Eftermiddagsmødet var fælles (ved de andre møder skulle man vælge mellem adskillige sessions). Reseo, den europæiske sammenslutning af operahusenes skoletjenester og uddannelsesafdelinger, viste os en film om, hvad deres medlemmer gør på dette område. Mange søde og kloge børn og voksne.

Derefter endnu en paneldebat ”Where is tomorrow’s audience?”, hvor ordstyrerne fra de forskellige sessions opsummerede, hvad der var blevet talt om.

Så hørte vi om et projekt Berliner Symfonikerne har haft med at lave opera med fanger. Vi så nogle klip fra en alternativ udgave af Rhinguldet med fanger i alle roller og musikere fra både fængslet og orkestret. Det var ikke Rhinguldet som vi kender den, musikken var en anden omend inspireret af Wagners partitur, og der blev ikke sunget videre. Det var ret surrealistisk og ret interessant. Wotan blev spillet af en utrolig gamling med langt gråt hår og skæg, Loge af en Bobby McFerrin look-alike, der listede bekymret rundt i fængslet, Fafner og Fasolt af to hærdebrede voldsmandstyper. Da vi kun så uddrag skal jeg ikke kunne sige, hvad de gjorde med kvinderollerne… Det var rørende og så vidt jeg kunne fornemme var den kunstneriske kvalitet høj.
Interessant at rehabilitere fanger på denne humanistiske måde. Fangerne følte sig ønskede, og både de og samfundet kunne håbe på en lysere fremtid.

Derefter blev det meget konkret. Nicholas Payne, chef for Opera Europa, sammenslutningen af europæiske operahuse, spurgte til, hvor meget billetpriser betyder for unge. Han henviste til, at en række museer i England (og i øvrigt også i Danmark) efter de har fået fri adgang har fordoblet deres besøgstal. Han foreslog derfor, at man skabte et operapas for unge. Passet kunne bestå af fx seks gange fri adgang til europæiske operahuse (og evt. andre teatre og kulturinstitutioner) for unge uddannelsessøgende. Eneste krav, at man brugte de seks billetter i forskellige byer. Payne mente, dette var et oplagt EU-støtte projekt fordi det ville fremme mobilitet og oplysning. Han spurgte salen, hvad man mente om et sådant initiativ. Svarene var bl.a.:

- God ide!
- God ide, men utopisk.
- Er det det rigtige at bruge pengene på? (Det vil uden tvivl koste kassen).

Der var to unge, der sagde noget. To piger fra Birmingham, som syntes det lød som et projekt, der bare ville få de samme operaelskere til at gå mere i operaen. De mente, man burde overveje, hvordan man fik ikke-uddannelsessøgende til at komme.
Til dette svarede Nicholas Payne noget frækt, at det jo ikke skulle være et socialt projekt. Han sagde uddybende, at man selvfølgelig kunne overveje om studiekravet var den rigtige måde at begrænse sig på, men hans første udtalelse ramte mange af de unge delegerede som arrogant og udtryk for mangel på vilje til at lytte til de unge, man selv havde inviteret.

Efter dette inviterede Kasper alle de unge delegerede på et improviseret møde. Der havde været lidt murren i krogene blandt de unge. Man følte ikke, der blev lyttet eller at der var plads til os. Ved dette sene eftermiddagsmøde blev det besluttet at mødes dagen efter og snakke sammen om, hvad vi mente der skulle til for at få unge i operaen. Foreningen af unge operafans i Europa, Juvenilia, blev endelig synlig. Formanden, Florian Burnat, fortalte om foreningen og opfordrede de klubber, der ikke var medlem til at blive det. Kasper lovede ved den lejlighed at UngOpera melder sig ind. Der var god stemning til mødet og vi skiltes optimistiske.

Audun, Silke, Michiel, Ellen (marketingskoordinator for De Nederlandse Opera) og jeg gik ud og spiste tidlig aftensmad inden aftenens opførelse af Don Giovanni. Det var en meget spændende iscenesættelse. Anmeldelse følger.

/anna