Ved morgenbordet den 17.2. mødte jeg Audun og to nederlændere han havde snakket med allerede dagen før; Silke van Arum og Michiel Jongejan. Silke er formand for en forening af unge operafans (eller Dé vereniging voor jonge operafans), Fidelio, som udgår fra Amsterdam, men opererer i hele Nederland. Foreningen har til forskel fra UngOpera et kontingent som de til gengæld laver forskellige arrangementer for. Så vidt jeg kunne fornemme har foreningen et udmærket samarbejde med De Nederlandse Opera. I hvert fald kendte Silke Michiel, som er operahusets nye pr-medarbejder.
1. formiddagsmøde
Efter morgenmaden fulgtes vi til Bastillen, hvor det pga. en lokaleændring lykkedes os at komme for sent til første møde ”Attracting young adults to the opera”. Vi fik derfor ikke hørt Kasper introducere sig selv (for mit og Auduns vedkommende havde vi formentlig hørt det meste før) men kom ind mens spanske Juan Ángel Vela del Campo, klummeskriver for El País, Madrid talte. Og talte. Og talte. Det handlede om didaktiske metoder ved Teatro Real, noget med pegebøger og diverse arrangementer, og var ikke rigtig noget jeg kunne bruge. Jeg formoder, det gjaldt for mange andre, da mødet drejede sig om unge, ikke om børn. Kasper fik ham stoppet og så var meningen, at især de unge delegerede skulle komme med forslag til, hvordan andre unge kunne opdage opera. Desværre var de unge ret stille, og mange forskellige stemmer blandede sig. Meget om didaktik jf. del Campo, noget om storskærme udenfor operahuset og så heldigvis også noget om det, der især interesserede mig: fora. Fora hvor unge kan mødes (irl eller virtuelt) og diskutere opera eller bare få noget socialt ud af at gå i operaen.
Jeg og vist en enkelt anden ung fik revet mikrofonen til sig. Mit indlæg i debatten var, at operahusene skal gøre det de er bedst til: skabe god og udfordrende opera. De skal ikke undervurdere eller tale ned til deres publikum med al mulig udenomshalløj, men fokusere på kerneproduktet. Med udenomshalløj mente jeg til projekter, hvor de unge selv gennemspiller operaer og er kreative – altså et fokus på amatørers kreativitet. Personligt interesserer det mig meget lidt. Det, der interesserer mig, udover kerneproduktet, var mit andet punkt: At operahusene skal stille et forum til rådighed. Som UngOpera. Eller som UngOpera kunne være, hvis der blev skruet en smule op for aktivitetsniveauet. Aktiviteter som møder med kunstnerne, foredrag, debatarrangementer, åbne prøver etc.
Jeg fik vist også sagt noget om, at en del af kerneproduktet er, at man går ind i operahuset. Lukker døren til verden et øjeblik og får holdt et spejl op, der viser samme verden fra en ny vinkel. Derfor mener jeg ikke storskærme er løsningen. Bevares, det kan da være hyggeligt med en picnic, men det er ikke svaret på operaens sukken efter unge mennesker.
Heldigvis blev der lyttet, og en af konklusionerne blev at kerneproduktet, opera og dens iscenesættelser og opførelser i operahuset, er godt og sundt. Det handler bare om at skabe noget sociale strukturer omkring det, som kan tiltrække og fastholde unge. En lidt mere ekstrem konklusion var, at hvis blot et ungt menneske kom ind af døren ville produktet sælge sig selv. Hvis ikke første gang, så måske 2. eller…9. gang. Det tror jeg nok på i nogen grad, men fra mig selv ved jeg, at mit massive operaforbrug baserer sig på UngOpera og de venner jeg har fået igennem netværket.
En engelsk impresario havde et skægt Janet Baker-citat. Damen skal have sagt, at da David Beckham scorede det mål, der fik England med i VM var det en elitehandling. Med andre ord, operaen har ikke et problem fordi den er elitepræget – al stor kunst (også sport) må nødvendigvis være elitær, altså udføres af eliten. Så man skal holde op med at skamme sig over egne fortræffeligheder.
2. formiddagsmøde
Efter en kaffepause fortsatte mange af de unge (så vidt jeg kunne se) til mødet ”Artists of the future and the audience”, hvor et panel af yngre operaambassadører skulle diskutere deres forhold til og oplevelser med publikum. Panelet bestod af den amerikanske sopran Danielle de Niese; den norske instruktør Stefan Herheim; Peter de Caluwe, den kommende chef for La Monnaie (ordstyrer), nederlandske Anthony Heidweiller, kunstnerisk leder af festivalen Yo! som laver alternative operaoplevelser som opera på bussen; Hal Witt, leder af pariseroperaens amerikanske venner; instruktøren Thaddeus Strassberger.
Igen mange stemmer og tanker. Her i uddrag:
Danielle de Nieses mål med at synge er ikke egen fornøjelse, men at røre publikum. Hun mente, at operaen er alive and kicking. Formidling kaldte hun at hælde ketchup over grøntsagerne, så de gled lettere ned – og det mente hun positivt.
Stefan Herheim havde en mere filosofisk tilgang. Han ser opera som et spejl. Idet du løber væk fra den virkelige verden møder du den alligevel i dette kunstneriske spejl. I stedet for at tale om opera som frelse (jf. ”vi skal bare have dem inden for dørene så vil de se lyset”) mente han, at opera viser mennesket, hvad der sker når alt går galt – følelsesmæssigt, politisk etc.
Anthony Heidweiller mente at kunne overføre sit arbejde med børn til nogle generelle spørgsmål operaen bør stille sig selv. Når børn ser opera, spørger de, hvorfor der synges når man bare kunne sige tingene. At skulle forklare, hvorfor man har brug for kunsten (altså forskellen på at sige tingene eller pakke dem ind i sang) er sundt. Han mente, man ikke blot skulle arbejde på at få folk ind i operahuset, men på at forklare dem, hvorfor de skal derind.
Desuden diskuterede man operahuset som et tempel. Stefan Herheim ville gerne se selve kunsten som et helligt rum, som kan fungere i mange andre rum end operahuset. Det vigtige er at skabe denne hellige stemning. Peter de Caluwe mente man i stedet for at kalde det et tempel, måske skulle kalde operahuset et galehus.
I tror det knap… men vi er kun nået til frokostpausen! Mere følger.
/anna