Til Det Kongelige Teaters hjemmeside www.kglteater.dk
European Opera Days
Af Ericae Alfhild Fomsgård
Operaens fødsel - mammutter eller kloge hoveder?
Det er ikke sådan liiiige at sætte fødselsår på kunstarten opera. For mon ikke allerede mammutjægerne for tusinder af år siden, når de havde nedlagt deres bytte og stolte begav sig hjemad mod kvinderne i bygden, har lavet den første 'operaprøve' nogensinde? Mon ikke deres fantastiske bedrifter er blevet nøje indøvet, koreograferet og tilrettelangt? Og mon ikke mændene har opført historien og givet den effektfulde lyde, der (måske!) kunne minde bare en lille smule om opera - så kvinderne kunne se hvilke helte, de var? Det er i hvert fald vores operadramaturg Henrik Engelbrechts tese. Den må man gerne være uenig i, for vi kan ikke vide det.

Slår man op i de kloge bøger, så vil man kunne læse at operaformen, som vi kender den, bliver udviklet i Firenze i Italien i slutningen af 1500-tallet. Her sidder en gruppe meget rige, intellektuelle unge mænd med alt for megen fritid. De kalder sig Camerata, og sammen dyrker de litteratur, kunst og videnskab. Også de gamle grækeres tragedier og musik bliver undersøgt og gransket - og ud af  diskussionerne og eksperimenterne med både den gamle musik og nogle helt nye ideer opstår operaen i sin spæde form. Monteverdis L'Orfeo fra 1607 er dog det tidligste operaværk, der stadig opføres i dag, og derfor har man sat dette årstal som operaens fødelsår.

Fødselarer skal fejres!
I år er det altså 400 år siden, at den første opera så dagens lys. Og selvom opera nok er en italiensk opfindelse, så er det en europæisk kunstart. Derfor går Europas operahuse denne weekend (16.-18. februar 2007) sammen om en gigantisk fejring af den aldrende kunstart med åbent hus-arrangemeneter og en konference i Paris, hvor operachefer og unge entusiaster bl.a. mødes til en snak om operaen og dens fremtid.

Anna Schram Vejlby - vores udsendte
Vi har sendt ungopera.dk-medlem Anna Schram Vejlby afsted til Bastilleoperaen i Paris og bedt hende melde tilbage fra løjerne dernede. Klik videre i venstremenuen og læs hendes spændende beretninger efterhånden, som de kommer (se evt. også Annas blog, hvor hun krydrer fortællingerne med fotos). Rigtig god fornøjelse!

De bedste fødselsdagshilsner
www.ungopera.dk

© Det Kongelige Teater - Sidst opdateret: 20. februar 2007 kl. 12:50